Hvad er en Firewall? | Komplet Guide [2025]

Hvad er en firewall?

Yasir Zewain Forfatter: Yasir Zewain
opdateret Opdateret: 27. august, 2025

En firewall er en digital barriere, der styrer, hvilken netværkstrafik der må passere ind og ud af et netværk eller en enhed. Den beskytter mod hackere, malware og uautoriseret adgang ved kun at tillade sikker kommunikation.

Men hvordan fungerer en firewall egentlig i praksis, hvilke typer findes der, og hvilken løsning er den rigtige for dig? I denne artikel får du en enkel, men grundig gennemgang, så du forstår, hvorfor en firewall er en af de vigtigste byggesten i digital sikkerhed.

Hvad er en firewall?

En firewall er et sikkerhedssystem, der styrer, hvilken netværkstrafik der må passere ind og ud af et netværk eller en enhed. Den fungerer som en digital barriere, der beskytter mod uautoriseret adgang og potentielle trusler fra internettet.

Firewallen kan være baseret på software, hardware eller en kombination af begge, og den analyserer al ind- og udgående trafik for at afgøre, om den skal tillades eller blokeres.

I praksis kan du tænke på en firewall som en dørmand ved en natklub. Kun gæster på gæstelisten kommer ind, mens uønskede bliver afvist, før de når at skabe problemer.

Hvad er formålet med en firewall?

Formålet med en firewall er at beskytte netværk og enheder mod uautoriseret adgang, skadelig trafik og cyberangreb. Den fungerer som et filter, der kun tillader legitim kommunikation og blokerer alt, der vurderes som mistænkeligt eller farligt.

En firewall kan forhindre hackere i at udnytte sikkerhedshuller, stoppe spredningen af malware og sikre, at følsomme oplysninger ikke forlader netværket uden tilladelse. 

For både private brugere og virksomheder er den et afgørende værktøj til at opretholde datasikkerhed og mindske risikoen for angreb.

Hvordan fungerer en firewall?

En firewall fungerer som et digitalt sikkerhedssystem, der overvåger al trafik, der bevæger sig ind og ud af dit netværk. Den vurderer hver enkelt forbindelse ud fra et sæt foruddefinerede regler og beslutter, om trafikken skal tillades, blokeres eller logges.

På den måde fungerer den som en portvagt, der kun lukker godkendte data igennem og blokerer uønsket eller skadelig trafik for at holde potentielle trusler ude.

Grundprincip - overvågning og filtrering

Kernen i en firewall er dens evne til at analysere netværkstrafik i realtid. Den scanner datapakker, identificerer deres kilde og formål for at afgøre, om de overholder sikkerhedsreglerne.

Hvis noget afviger fra det tilladte mønster, kan forbindelsen afvises, før den når frem til netværket. Dit netværk er altså sikret fra skadelige programmer og trafik, når computeren er tændt i brug. 

Filtreringsmetoder (IP, porte, protokoller, indhold)

Din Firewall bestemmer hvilken indgående trafik som er tilladt. Det vil sige, at det vl have stor effekt på oplevelse, når du bruger din computer. Derfor er det også vigtigt at forstå, hvordan firewallen filtrerer trafikken på dit interne netværk.

Firewalls kan filtrere trafik på flere måder:

  • IP-adresser: Tillade eller blokere trafik fra bestemte enheder eller netværk via IP-adressen.
  • Porte: Styre, hvilke kommunikationskanaler der må være åbne.
  • Protokoller: Filtrere baseret på typen af datakommunikation, f.eks. HTTP eller FTP.
  • Indhold: Analysere selve dataene for mistænkelige mønstre eller nøgleord.

Ved at kombinere disse metoder kan en firewall give både bred og præcis beskyttelse mod uønsket trafik.

Hvad sker der med trafikken? (Tillad, blokér, log)

Når en datapakke når frem til firewallen, sammenlignes den med de gældende sikkerhedsregler.

Herefter kan tre ting ske:

  1. Tilladelse: Trafikken overholder reglerne og sendes videre til destinationen.
  2. Blokering: Trafikken afvises, fordi den vurderes som uautoriseret eller farlig.
  3. Log: Aktiviteten registreres i en logfil, så administratorer kan analysere hændelser og opdage angrebsmønstre.

Denne proces sker automatisk og i løbet af millisekunder, så sikkerheden opretholdes uden at bremse netværket unødigt.

Typer af firewalls

Der findes flere forskellige typer firewalls, som hver især fungerer på deres egen måde og beskytter netværk på forskellige niveauer.

Nogle firewalls er installeret direkte på en computer som software, mens andre er fysiske enheder, der sidder mellem netværket og internettet. Der findes også mere avancerede løsninger, som kombinerer flere teknologier eller ligger i skyen.

De mest udbredte typer er:

  • Software-firewall som beskytter den enkelte enhed.
  • Hardware-firewall som typisk beskytter hele netværk.
  • Proxy-firewall der fungerer som en mellemstation mellem brugeren og internettet.
  • Next-generation firewall (NGFW) som samler klassiske firewallfunktioner med avanceret trusselsdetektering.
  • Cloud eller virtuel firewall som er en fleksibel, cloudbaseret løsning.

Software-firewall

En software-firewall er et program, der installeres på en computer eller enhed for at styre, hvilken trafik der må komme ind og ud. Den fungerer som et filter, der kan blokere uønskede forbindelser og kontrollere, hvilke apps og programmer der har adgang til internettet.

Typisk brug: Perfekt til private brugere, da de fleste styresystemer allerede har en indbygget firewall.

Begrænsninger: Beskytter kun den enhed, hvor den er installeret, og bruger maskinens egne ressourcer.

Hardware-firewall

En hardware-firewall er en fysisk enhed, der placeres mellem dit netværk og internettet. Den beskytter alle enheder på netværket samtidig, uanset om det er computere, telefoner eller smart-enheder. Den filtrerer trafik, før den overhovedet rammer din computer.

Typisk brug: Bruges ofte i virksomheder eller hjem med mange enheder.

Begrænsninger: Kræver teknisk opsætning og koster typisk mere end softwareløsninger.

Proxy-firewall

En proxy-firewall fungerer som et bindeled mellem dig og internettet. Al trafik passerer først gennem proxyen, som analyserer og filtrerer data, før de når frem. Det betyder, at hackere og malware ikke kommunikerer direkte med dit netværk.

Typisk brug: Giver ekstra anonymitet og bruges i miljøer, hvor man vil skjule interne systemer eller filtrere indhold.

Begrænsninger: Kan medføre lidt langsommere forbindelse, da trafikken altid skal forbi proxyen først.

Next-generation firewall (NGFW)

En next-generation firewall kombinerer de klassiske firewallfunktioner med avanceret teknologi som dyb pakkeinspektion, applikationskontrol og forebyggelse af netværksindtrængning. 

Den kan identificere og stoppe trusler på et mere detaljeret niveau end traditionelle firewalls.

Typisk brug: Mest relevant for virksomheder og organisationer, der har brug for høj sikkerhed og fuld kontrol.

Begrænsninger: Er dyrere og kræver mere administration og teknisk viden.

Cloud/virtuel firewall

En cloud- eller virtuel firewall kører ikke på en fysisk enhed i dit hjem, men i skyen. Den kan beskytte netværk på tværs af flere lokationer og er let at skalere op eller ned efter behov. Da den er cloud-baseret, opdateres den automatisk af udbyderen.

Typisk brug: Velegnet til virksomheder med flere kontorer eller til organisationer, der vil have fleksibilitet.

Begrænsninger: Afhænger af internetforbindelsen og udbyderens sikkerhed.

Hvorfor er en firewall vigtig?

En firewall er vigtig, fordi den fungerer som dit første forsvar mod digitale trusler. Når du kobler en computer, telefon eller et helt netværk til internettet, åbner du samtidig døren for hackere, virus, malware og andre former for uønsket adgang.

Uden en firewall er dit system i princippet frit tilgængeligt for enhver, der vil forsøge at bryde ind.

En firewall hjælper med at:

  • Blokere ondsindet trafik, så uvedkommende ikke får adgang til dit netværk.
  • Forebygge datatyveri, ved at forhindre at følsomme oplysninger sendes ud til ukendte modtagere.
  • Overvåge al netværkstrafik, så mistænkelig aktivitet kan opdages i tide.
  • Skabe tryghed, både for private brugere og virksomheder, der har meget på spil, hvis data kompromitteres.

Herunder har vi sammenlignet din trafik på internettet med - eller uden en firewall.

Med firewall:

  • Netværket overvåges løbende.
  • Uønsket trafik blokeres.
  • Personlige data er bedre beskyttet.
  • Større tryghed mod hacking og malware.

Uden firewall:

  • Systemet er åbent for alle forsøg på indtrængen.
  • Følsomme oplysninger kan stjæles.
  • Ingen kontrol med, hvad der forlader eller kommer ind.
  • Betydelig højere risiko for angreb.

Beskyttelse mod hackere og malware

En af de største trusler mod både private og virksomheder er uautoriseret adgang udefra. Hackere forsøger konstant at finde vej ind i netværk gennem åbne porte, sårbarheder eller skjult malware. Uden en firewall står døren til dit netværk åben, og selv en simpel virus kan få alvorlige konsekvenser.

Firewallen fungerer som et filter, der stopper mistænkelig trafik, inden den når dine enheder. På den måde bliver angreb blokeret i tide, og du får et stærkere forsvar mod alt fra simple virusangreb til mere avancerede hackingforsøg.

Adgangskontrol og indholdsbegrænsning

En firewall er ikke kun et våben mod ydre trusler, den giver dig også kontrol over, hvordan dit netværk bruges. Som administrator kan du bestemme, hvilke programmer, brugere eller hjemmesider der skal have adgang, og hvilke der skal blokeres.

I en virksomhed kan det betyde, at medarbejdere ikke kan tilgå sociale medier i arbejdstiden, mens forældre kan bruge en firewall til at beskytte børn mod skadeligt indhold på nettet.

Denne form for adgangskontrol giver en større sikkerhed og hjælper samtidig med at sikre, at netværket bruges ansvarligt.

Databeskyttelse og netværkssikkerhed

Uanset om det handler om personlige oplysninger, betalingsdata eller virksomhedsfortrolige dokumenter, er datalæk en af de største risici online.

Firewallen bidrager til at forhindre, at uvedkommende kan få adgang til disse data ved at stoppe uautoriseret trafik og holde styr på, hvilke forbindelser der er sikre. Samtidig skaber den en stabil ramme for dit netværk, så du undgår nedbrud og uønsket belastning fra skadelig trafik.

Kort sagt er en firewall en af de vigtigste byggesten i et solidt sikkerhedssetup, hvor både drift og data er beskyttet.

Begrænsninger ved firewalls

Selvom firewalls er et afgørende værktøj i netværkssikkerhed, skal man være opmærksom på, at de ikke er en komplet løsning i sig selv. De har styrker, men også klare begrænsninger, som gør, at de bør kombineres med andre sikkerhedsforanstaltninger.

Interne trusler og menneskelige fejl

En firewall beskytter først og fremmest mod trusler, der kommer udefra. Men mange sikkerhedsbrud sker indefra, enten ved fejlkonfigurationer, uforsigtige medarbejdere eller decideret misbrug.

Hvis en bruger f.eks. klikker på et ondsindet link i en mail, kan skadelig software installeres, uden at firewallen nødvendigvis stopper det. Derfor kan man ikke alene stole på, at en firewall beskytter mod interne risici eller menneskelige fejl.

Behov for antivirus og andre sikkerhedslag

Firewalls er stærke til at blokere skadelig trafik, men de kan ikke altid opdage og fjerne malware, spyware eller phishingangreb, der allerede er kommet ind i systemet. 

Derfor er det vigtigt at kombinere en firewall med antivirus, antimalware og løbende opdateringer af både software og styresystemer.

Mange organisationer vælger en såkaldt lagdelt sikkerhedsstrategi, hvor firewallen kun er ét af flere værktøjer. På den måde opnår man en langt stærkere og mere robust beskyttelse mod nutidens komplekse trusler.

Sådan vælger du den rette firewall

Valget af firewall afhænger af, om du skal beskytte et hjemmenetværk eller en virksomhed. Her er en hurtig guide til de to typiske scenarier:

Guide til hjemmet:

  • Start med en softwarefirewall: Indbygget i Windows og macOS - beskytter den enkelte enhed.
  • Overvej en router med indbygget firewall: Giver beskyttelse til alle enheder i hjemmet på én gang.
  • Kombinér løsninger for ekstra sikkerhed: Software på hver enhed + routerens firewall giver dobbelt beskyttelse.
  • Sørg for løbende opdateringer: Effektiviteten afhænger af, at både styresystem og router er ajour.

Guide til virksomheder:

  • Hardwarefirewall: Dedikeret enhed, der kan håndtere mange brugere og højt datatrafikniveau.
  • Next-generation firewall (NGFW): Tilbyder avanceret trusselsbeskyttelse og dyb pakkeinspektion.
  • Cloud- eller virtuel firewall: Ideel til virksomheder med flere lokationer eller cloud-baserede systemer.
  • Tilpas efter behov og vækst: Vælg en løsning, der kan skaleres, så sikkerheden følger med virksomhedens udvikling.

Sådan opsætter og vedligeholder du en firewall

En firewall gør kun sit arbejde, hvis den er korrekt opsat og holdes ved lige. Mange bruger en firewall uden at tænke over, at den faktisk kræver lidt vedligeholdelse. 

Heldigvis er det ikke svært, og du kan selv sikre, at din firewall fungerer optimalt i både hjemmet og virksomheden.

Her er en guide til at opsætte en Firewall:

1. Åbn administrationspanelet.

  • Hvis du bruger en router med indbygget firewall: log ind via den adresse, som producenten angiver (står ofte bag på enheden eller i manualen).
  • Hvis du bruger en software-firewall på din computer: gå ind i sikkerhedsindstillingerne i styresystemet (f.eks. Windows Sikkerhed eller macOS Systemindstillinger).

2. Skift standard-login:

  • Brug altid et stærkt, unikt brugernavn og adgangskode. Standardkoder er kendt af hackere.

3. Aktivér firewall-funktionen:

  • Sørg for, at firewall’en er slået til. Vælg et passende sikkerhedsniveau (typisk “medium” eller “høj” for privat brug).

4. Opret basisregler:

  • Tillad kun nødvendig trafik (f.eks. browsing, mail, streaming).
  • Luk for ukendte eller ubrugte porte/tjenester.

5. Opsæt netværk sikkert:

  • Brug kryptering (WPA2 eller WPA3 på WiFi).
  • Overvej gæstenetværk for besøgende.

6. Gem og test opsætningen:

  • Sørg for, at du stadig kan gå på nettet eller bruge de programmer, du har brug for.

Opdatering af firmware og software

En firewall skal holdes opdateret, ellers kan ældre sikkerhedshuller udnyttes af hackere.

Sådan gør du:

  • Log ind på din routers eller firewalls administrationsside (typisk via en webadresse som 192.168.0.1).
  • Tjek om der findes nye opdateringer – de fleste enheder viser det tydeligt.
  • Installer opdateringen. Det tager som regel kun få minutter.
  • Slå automatiske opdateringer til, hvis det er muligt.
  • Test efterfølgende, at alt virker, som det skal.

Oprettelse af whitelist og adgangsregler

Reglerne i en firewall bestemmer, hvem og hvad der må komme igennem. At lave en whitelist betyder, at du kun tillader de programmer og tjenester, du har tillid til.

Gode råd:

  • Tillad kun de apps, programmer og tjenester, du kender og bruger.
  • Luk for ubrugte porte og funktioner.
  • Opsæt et gæstenetværk, så besøgendes enheder ikke kan tilgå dit private netværk.

Kombination med antivirus

Selv den bedste firewall kan ikke stå alene. Den stopper uønsket trafik, men kan ikke altid opdage virus eller malware, hvis de allerede er kommet ind. Derfor bør du kombinere den med antivirus.

Sådan sikrer du dig bedst:

  • Installer et pålideligt antivirusprogram på dine enheder.
  • Sørg for, at både antivirus og firewall altid er opdateret.
  • Brug stærke kodeord og undgå mistænkelige filer eller links - teknik og gode vaner går hånd i hånd.

FAQ

Hvad er forskellen på en firewall og antivirus?

En firewall kontrollerer, hvilken netværkstrafik der får lov at komme ind og ud af dit system, mens et antivirusprogram scanner og fjerner skadelig software, der allerede er kommet ind. De to løsninger supplerer hinanden og bør bruges sammen for at give bedst mulig beskyttelse.

Har jeg brug for en firewall, hvis jeg allerede har en router?

Ja, ofte. De fleste routere har en indbygget firewall, men den beskytter kun netværket på et grundlæggende niveau. En software-firewall på din computer kan give et ekstra lag sikkerhed og beskytte mod trusler inde fra netværket.

Er Windows Firewall god nok?

Windows Firewall er tilstrækkelig for de fleste private brugere. Den giver en god basisbeskyttelse, især hvis den bruges sammen med Windows Defender Antivirus. Til virksomheder eller brugere med højere sikkerhedskrav kan det dog være en fordel at supplere med mere avancerede firewalls.

Kan en firewall gøre internettet langsommere?

I nogle tilfælde, ja. Da al trafik skal igennem firewallen, kan avancerede filtre eller dyb inspektion gøre forbindelsen en smule langsommere. På moderne enheder er forskellen dog minimal og næsten umærkelig.

Hvad er forskellen på hardware og software-firewall?

En hardware-firewall er en fysisk enhed, typisk placeret mellem din router og internettet, der beskytter hele netværket. En software-firewall er et program på den enkelte computer, som beskytter netop den enhed. Mange bruger en kombination af begge for at få maksimal sikkerhed.

Yasir Zewain
Skrevet af Content and Communications Manager

Med tre års erfaring som Content and Communication Manager hos Tjekbredbånd.dk har Yasir Zewain spillet en nøglerolle i at skabe indhold, der gør komplekse emner som bredbånd og internetteknologi letforståelige for alle. Han er dedikeret til at levere klar og brugervenlig kommunikation, der hjælper danskere med at finde den rette internetløsning.