5G - Fup og fakta? - Fremtidens netværk | 2024

5G internet - Hvad er fup og hvad er fakta?

Kasper Ottosen Forfatter: Kasper Ottosen
opdateret Opdateret: 21. februar, 2024

5G er på vej i stor stil verden over, hvad enten man er tilhænger eller ej. Teknologien er lovende, og kommer ikke mindst til at byde på ekstreme hastigheder (i omegnen af 20 gange så hurtigt som 4G) og lave forsinkelser (igen ca. 20 gange mindre end med 4G i dag).

Særligt sidstnævnte kommer til at have stor betydning for måden, hvorpå mobile enheder kan snakke sammen i større konstellationer end tidligere, og endda endnu hurtigere. Det er altså et vigtigt skridt i hele smartphone-industrien, og den kommer til at gøre den fremtidige udvikling både hurtigere og mere smidig.

Imidlertid er der dog en række misforståelser omkring, hvad 5G egentlig kan og ikke kan, og hvad det kommer til at betyde. Nogle er almindelige misforståelser, mens andre er deciderede myter eller sågar konspirationsteorier. Vi gennemgår de mest populære i denne artikel.

Hvad 5G ikke kommer til at betyde

Herunder følger en liste samt en forklaring på populære misforståelser vedr. 5G-teknologien:

●        Dækningen bliver ikke bedre end 4G – ikke som udgangspunkt, i hvert fald. Dette afhænger suverænt af antallet af master og antenner, der bliver opsat. I sig selv er der ikke en indbygget præmis ved 5G, der gør dækningen bedre – faktisk er forudsætningerne tværtimod dårligere, da frekvensen er langt højere, og rækkevidden bliver derfor mindre. Derfor vil 5G også have sværere ved at penetrere tykke vægge, hvilket heller ikke er fremmende for dækningen.

●        5G kommer ikke til at revolutionere mobilgaming – 5G vil medføre en betydelig reduktion i forsinkelsen af signalet, altså fra at du vælger at sende et signal, til at det faktisk sendes (eller omvendt). I gaming er så lille en forsinkelse som muligt enormt vigtigt, for at sikre et så nøjagtigt og præcist flow som muligt. Mobilgaming er dog slet ikke på det niveau, og er ikke en platform der er optimal at udøve kompetitiv gaming på. Det er derfor tvivlsomt, at 5G skulle komme til at spille en afgørende rolle i den forbindelse.

●        4G bliver ikke erstattet af 5G – med tiden vil mobilenhederne naturligvis benytte sig af 5G, selvom det kun er tilfældet med relativt få enheder den dag i dag. Alligevel kommer der til at gå nogle år, før 5G bliver standarden, og mange yderligere år før 4G slet ikke findes længere. Ligesom de tidligere generationer af mobilteknologi stadig eksisterer den dag i dag, så kommer 4G også til at findes på ligefod med 5G. Altså behøver du ikke investere i en 5G-kompatibel smartphone lige med det samme.

Altså kommer 5G ganske vist til at betyde en masse positive ændringer i mobilteknologien, og hvordan vi alle sammen er forbundet med internettet, men den lader stadig en smule tilbage at ønske.

5G konspirationsteorier

Ovenfor var listet en række naturlige misforståelser vedrørende 5G, som i sagens natur ikke er så besynderlige, da der netop er med ny teknologi at gøre. Hvis ikke man sætter sig fuldstændigt ind i teknologien fra pålidelige kilder, så kan man hurtigt komme til at opfinde sin egen opfattelse. Desværre er 5G-teknologi også blevet offer for en række deciderede konspirationsteorier, hvilket vi har samlet en ”top 3” af her:

1. 5G-stråling er sundhedsskadeligt og giver øget risiko for kræft. Det er nok især mængden af antenner, der har givet anledning til denne teori. Det høje antal master har dog faktisk den modsatte effekt i forhold til mængden af stråling, da signalstyrken netop bliver nedsat, når forbindelsen mellem mast og mobilenhed er god. I forhold til kræft, så kan man ikke på generelle studier eller befolkningstendenser se nogen tegn på, at mobilstråling skulle være forbundet med en større fremkomst af kræft eller andre folkesygdomme.


2. Regeringen kan lettere spionere på befolkningen vha. 5G. Der er ikke noget i teknologien, der gør det nemmere hverken at spionere, eller at skjule spionage. Teknologien er altså transparent, og der er f.eks. ikke tale om, at man har indopereret en såkaldt back-end. Det er dog altid en god idé at tage sin egen sikkerhed seriøst. Man kan f.eks. holde sit privatliv mere sikkert med et krypteret netværk, og finde ud af hvad VPN er, som selvfølgelig også virker med 5G.


3. Coronavirus spredes via 5G. Et af de nyeste skud på stammen er sammenkoblingen med coronavirus, og at 5G-master og -antenner skulle være med til at sprede smitten. Et faktum, der angiveligt skulle bekræfte teorien, er, at de steder, hvor 5G udrulningen er startet, også er de steder med flest tilfælde af coronavirus. De steder, hvor 5G udrulningen verden over primært er sket, er netop de steder med tættest befolkning, hvilket derfor naturligt også er de steder, hvor der har været flest tilfælde. Der er altså ikke noget i 5G-teknologien der vil kunne sprede coronavirus.

Kasper Ottosen
Skrevet af Ansvarlig for Tjekbredbaand.dk

Med en unik baggrund, der kombinerer 5 års erfaring som elektriker med 5 års indsigt i internetbranchen hos Tjekbredbaand.dk, er Kasper Ottosen nu en fremtrædende ekspert. Han har været en nøglefigur i at rådgive et stort antal danskere om at skifte internetudbyder. Kasper har forfattet over 100 artikler, der dækker vigtige emner som bredbånd, fibernet og mobilt bredbånd, hvilket har cementeret hans status som en pålidelig kilde til information og vejledning i den digitale verden.