Hvilken internethastighed har jeg brug for i 2022?

Kasper Ottosen
Forfatter: Kasper Ottosen
Opdateret: 06 januar, 2022

Det kan være svært at navigere i de forskellige hastighedstyper og regne ud hvilken Mbit hastighed du har brug for. Du kan risikere at betale for en højere hastighed, end du har brug for. Jeg har derfor lavet denne guide for at hjælpe dig på rette vej.

Internettet er blevet en integreret del af de flestes arbejds- og privatliv, og mange både starter og slutter dagen med at tjekke diverse nyheder og opdateringer ved at tilgå nettet fra en af deres mange digitale enheder, men behovet for internet varierer meget fra person til person. Den almindelige dansker kan dog ofte nøjes med 200 Mbit i download.

Hvad betyder Mbit/s?

Jeg vil starte ud med at forklare hvad Mbit/s egentlig er, derefter vil jeg komme nærmere ind på hvilken hastighed du har brug for. 

Hastigheden ved en internetforbindelse angives i Mbit/s. Denne betegnelse dækker over, hvor hurtigt data transporteres, og forkortelsen står for megabit pr. sekund, dette kaldes nogle steder også Mbps. 

Ofte angives internethastigheden hos udbyderne også blot som Mbit. Dette kan virke en smule forvirrende, men tallene dækker nogenlunde over det samme. Forskellen er blot, at Mbit/s angiver, hvor meget data det er muligt for dig at hente ned pr. sekund med den bredbåndsforbindelse, du har, mens Mbit beskriver din internetforbindelses maksimale hastighed.

Download- og uploadhastighed

Først vil jeg komme omkring begreberne download- og uploadhastighed. Efterfølgende vil jeg komme ind omkring de forskellige Mbit hastigheder og forklare hvem de passer til, så du bedre kan vælge den rette hastighed for dig.

Download
De fleste tillægger her downloadhastigheden størst betydning, da det er denne, som afgør, hvor hurtigt du kan downloade diverse film, serier, musiknumre og andet ned på din computer. Hvis du ofte streamer tv-programmer og serier, er det værd at investere i en hurtig downloadhastighed.

Upload
Uploadhastigheden angiver omtrent det samme som downloadhastigheden – blot med omvendt fortegn. Her handler det nemlig om, hvor hurtigt din bredbåndsforbindelse tillader dig at uploade diverse materialer til nettet. Det kan for eksempel være billeder på Facebook eller videoer på YouTube.

Alle internethastigheder bliver som nævnt tidligere målt i Mbit, og det er altså dette tal, du skal kigge på, når du gerne vil vide mere om din forbindelses download- og uploadhastighed.

20 Mbit – En af de laveste hastigheder

En bredbåndsforbindelse med en hastighed på 20 Mbit er en af de laveste hastigheder, man kan få i hjemmet, og det er ikke en gang alle udbydere, der tilbyder denne meget lave hastighed.

Internetbrug
Hastigheden på 20 Mbit er tilstrækkelig, hvis du udelukkende benytter din internetforbindelse til at tjekke et par e-mails eller søge efter et par informationer på Google i ny og næ. Forbindelsen rækker ikke til meget mere end dét, så hvis du også ønsker at streame film, serier og høre musik, skal du have en hurtigere internethastighed.

På samme måde vil du opleve en meget lang upload- og downloadhastighed med en forbindelse på 20 Mbit, og ventetiden kan derfor hurtigt blive lang, hvis du forsøger at uploade eller downloade indhold til og fra internettet.

Personer og enheder
Denne hastighed passer godt til den der bor alene og som tidligere nævnt, kun bruger internettet til at tjekke e-mails og søge på Google. Hvis flere enheder benytter forbindelsen på samme tid, begynder der at opstå problemer. Det fungerer nemlig sådan, at bredbåndshastigheden skal fordeles mellem de forskellige enheder, som benytter forbindelsen. Alle enhederne vil derfor ikke kunne opnå den maksimale hastighed.

Kort sagt er en internethastighed på blot 20 Mbit sjældent brugbar, hvis mere end én computer skal kobles op på nettet på samme tid, ligesom de fleste internetbrugere i dag har et behov, som forbindelsen på 20 Mbit ikke er tilstrækkelig hurtig til at dække.

100 Mbit – Tilstrækkelig til én person

Hastigheden på 100 Mbit kan i mange tilfælde være tilstrækkelig, hvis du overvejende er den eneste bruger af din bredbåndsforbindelse. 

Internetbrug
Denne hastighed på 100 Mbit er hurtig nok til at klare mange forskellige opgaver. Med denne kan du både surfe på nettet, sende e-mails og streame en film og serier. Dog bliver der skabt problemer, hvis flere enheder skal anvende internettet til at downloade større ting, såsom film/serier, på samme tid. Hastigheden vil i dette tilfælde blive nedsat markant, hvilken kan skabe problemer for de andre brugere af forbindelsen.

Personer og enheder
Hvis du bor alene og derfor ofte er den eneste, som bruger din internetforbindelse vil en hastighed på 100 Mbit ofte være tilstrækkelig for dig. De fleste vælger dog at opgradere til den mere populære og udbredte hastighed på 200 Mbit for, at få endnu mere ud af deres bredbånd.

200 Mbit – God til flere brugere på samme tid

Bredbåndforbindelsen på 200 Mbit er, som sagt, meget populær og kan både benyttes af den som bor alene, men også hvis I bor flere sammen. 

Internetbrug
Hastigheden her giver mulighed for, at I er flere som alle kan løse de fleste opgaver på nettet på samme tid og uden problemer. Det gælder eksempelvis, hvis I ønsker at streame diverse film og serier eller surfe rundt på nettet, uden at det skal gå ud over hastigheden hos de andre brugere af forbindelsen. Hvis I skal downloade nogle større og tungere filer på en computer, kan det dog komme til at påvirke forbindelsen hos de andre brugere uhensigtsmæssigt.

Personer og enheder
Hvis I bor flere sammen og derfor ofte har mere end én enhed tilkoblet på samme tid, vil en hastighed på 200 Mbit ofte være at foretrække. Denne hastighed kan klare flere forskellige enheder på én gang, så længe I ikke har behov for at downloade store og tunge filer. I sådan et tilfælde vil en hurtigere forbindelse på 500 Mbit eller mere, bedre passe til jeres behov.

500 Mbit – Opfylder de allerfleste behov

Med en internethastighed på 500 Mbit får du en meget hurtig forbindelse, der er mere end rigelig for at opfylde de flestes behov. 

Internetforbrug
Her er der plads til, at I kan være mange på, på én gang og at alle har mulighed for at streame deres yndlingsserie og yndlingsmusik hver især. Dette uden at det hverken går ud over hastigheden eller kvaliteten hos de andre brugere. Samtidig tillader forbindelsen diverse spil på nettet, så gameren – i tilfælde af, at der er en sådan – også kan få opfyldt sine behov med denne bredbåndsforbindelse.

Personer og enheder
Der er ved denne hastighed på 500 Mbit plads til, at hele familien kan være på internettet på én gang, på deres forskellige enheder. De kan både streame, game og surfe på nettet på samme tid uden problemer. 

Pris
Bredbåndshastigheden på 500 Mbit er naturligvis et af de dyrere valg, idet prisen i langt de fleste tilfælde vil følges med hastigheden på forbindelsen – med mindre der er tale om særlige tilbud eller kampagner.

Dog er der ikke meget, som kan irritere mere end en dårlig internetforbindelse, der gang på gang svigter – derfor vil de fleste være enige i, at det godt kan betale sig at investere lidt mere for at få en passende hastighed til de behov, der måtte være.

1000 Mbit – Det helt store behov

For rigtig mange vil hastigheden på 500 Mbit være tilstrækkelig, men der kan dog være tilfælde, hvor en forbindelse på 1000 Mbit er mere velegnet. 

Internetbrug
Denne hastighed er velegnet, hvis mange brugere skal kunne tilgå nettet og downloade store og tunge filer på samme tid. Hastigheden på 1000 Mbit er derfor sjældent det et nødvendigt valg for privatpersonen. Ved brug af denne hastighed vil I ikke opleve særlige begrænsninger, og alle brugere af forbindelsen kan således udføre alle typer af opgaver på internettet, på samme tid uden problemer.

Personer og enheder
En hastighed på 1000 Mbit er oplagt i en virksomhed, da der, som sagt, kan være mange på, på samme tid, helt uden det skaber problemer. 

Ønsker du bredbåndsforbindelsen på 1000 Mbit – eksempelvis på din arbejdsplads – er det vigtigt at bemærke, at det ikke er alle steder i landet, hvor det er muligt at få denne høje hastighed, ligesom det ikke er alle udbydere, der tilbyder denne hastighed. Du bør derfor tjekke med din udbyder eller andre selskaber, om det er muligt for dig at opnå denne hastighed, hvis du mener, at den bedst vil opfylde jeres behov. 

Pris
Du skal også være indstillet på, at prisen på en 1000 Mbit-forbindelse naturligvis vil være den højeste i langt de fleste tilfælde. Der er ikke meget dårligt at sige om hastigheden på 1000 Mbit – udover at den kun i visse tilfælde vil være det mest hensigtsmæssige valg. 

Hvis du kan nøjes med en bredbåndsforbindelse med en hastighed på 500 Mbit – eller måske mindre – er det værd at overveje det en ekstra gang, da der ikke er meget mening i at betale for en hastighed, du alligevel aldrig eller kun sjældent har behov for.

Tjek hastigheden på dit internet

Når du skal beslutte, hvilken hastighed der bedst egner sig hjemme hos jer, er det vigtigt at have in mente, at de hastigheder, som fremgår på udbydernes hjemmesider, altid beskriver den maksimale hastighed, du har mulighed for at opnå med den valgte forbindelse. 

Du kan altså ikke være sikker på, at du altid opnår en hastighed på 500 Mbit, selvom du har købt en 500 Mbit-pakke. Dette kan virke lidt lusket, da mange derfor vil betvivle, om de nu også får den hastighed, som de faktisk betaler for. 

Hvad må selskaberne reklamere med?
Selskaberne må ikke reklamere med en hastighed, hvis kun få brugere har mulighed for at opnå hastigheden. De må først reklamere med den, hvis mindst 80% af brugerne af den givne hastighed, opnår den hastighed de betaler for.

Disse regler sikrer dig som forbruger og du kan derfor være sikker på, at du i langt de fleste tilfælde, vil opnå den hastighed du køber. Derudover er udbyderne også forpligtet til at oplyse, hvad minimumshastigheden er ved de forskellige løsninger.

Hastighedstest
Har du på fornemmelsen, at du kun sjældent opnår den hastighed, du faktisk betaler for – eller er du blot nysgerrig efter at vide, hvor hurtigt det faktisk går hjemme hos jer – kan du via en hastighedstest tjekke hastigheden på din forbindelse. 

Du kan igennem en hastighedstest se hvor hurtig din forbindelse er – hertil er det vigtigt at nævne, at den lovede hastighed fra udbyderne er ved en kablet forbindelse og det derfor er vigtigt at kable din computer til routeren under testen, hvis det er den forbindelse du vil teste. Du kan dog også teste hvor hurtig din trådløse forbindelse er, hastigheden vil dog oftest være lavere end ved en kablet forbindelse. 

Vælg en udbyder, som matcher dine behov

Står du med overvejelser om at ændre din nuværende bredbåndshastighed eller måske skifte til en anden udbyder, står du heldigvis over for et væld af muligheder. Der findes nemlig mange selskaber, som tilbyder bredbåndsløsninger til danskerne, og deres priser og muligheder varierer naturligvis meget, hvilket alt i alt betyder, at du med garanti kan finde en løsning efter dine behov. 

Pris
Selvom priserne på de enkelte hastigheder på bredbånd ligger nogenlunde på samme niveau fra udbyder til udbyder, kan der alligevel være forskelle. Eksempelvis er det hos nogle selskaber muligt at få første måned gratis, mens der andre steder kun er få omkostninger ved oprettelsen. Samtidig kan der være forskel på, hvordan de forskellige udbydere leverer internetforbindelsen til din adresse, og dette kan altså også have indflydelse på den månedlige pris på internetforbindelsen. 

Overvejer du at skifte udbyder, er det altså værd at tjekke de forskellige selskaber og deres tilbud igennem, så du kan opnå en løsning, hvor du får mest muligt for dine penge – og hvor dine og din families behov naturligvis dækkes til fulde. 

TV-pakker
Udover bredbåndsløsningen er der også mange selskaber, der kan tilbyde andre services, herunder forskellige TV-pakker. Hvis du foretrækker at samle både dit internet og din TV-pakke hos den samme udbyder, så du får regningerne samlet, kan du med fordel kigge på udbydernes øvrige produkter. Inden du lægger dig fast på én udbyder er det altså en god idé at undersøge markedet. Hos mange selskaber er det nemlig muligt at få én samlet pris, hvis du vælger at samle flere af dine produkter hos dem, og derved har du altså også i flere tilfælde mulighed for at spare penge med sådan en løsning.

Sådan kan du modtage dit signal

Når du skal modtage dit internetsignal i hjemmet, kan det ske på forskellige måder. Det afhænger blandt andet af den specifikke udbyder, din adresse og af din ønskede hastighed, hvordan det vil give bedst mening for dig at modtage din internetforbindelse. 

Fiber
En mulighed er, at du får fiberbredbånd – og som navnet antyder, er det internet over fibernettet. Fiberbredbånd giver for mange den hurtigste og mest stabile forbindelse og er derfor ofte at foretrække. Kort forklaret skyldes den bedste dækning, at signalet transporteres via lys, når der er tale om fiberbredbånd, hvilket gør at man kan opnå utroligt høje hastigheder. 

Du vil med fiber ikke opleve samme udsving, hvis der er flere i husstanden på nettet på samme tid, som det kan være tilfældet ved andre typer af forbindelser.

Der kan altså være mange fordele forbundet med at få sit internet leveret gennem fibernettet. Dog skal du være opmærksom på, at det ikke er alle husstande, som har mulighed for at få internet over fibernettet, og du bliver derfor nødt til at tjekke på udbydernes hjemmesider, hvorvidt det er en mulighed hos dig. 

TV-stikket (COAX)
En anden mulighed er at få din internetforbindelse leveret gennem kabel-tv-nettet, også kaldet dit TV-stik. Denne type bredbånd omtales også som en coax-forbindelse. Via denne forbindelse har du mulighed for både at modtage tv-signal, bredbånd og telefoni. Det er dog i mange tilfælde ikke et krav, at du også vælger en TV-pakke for at kunne få internet gennem TV-stikket. 

Vælger du dog også at få TV gennem samme forbindelse, skal du imidlertid ikke bekymre dig om, om de to forbindelser forstyrrer hinanden – det gør de nemlig ikke. Du kan altså sagtens benytte både dit tv og dit internet på samme tid, uden at de to forbindelser påvirker hinanden. 

Rigtig mange kan opnå en fornuftig bredbåndsforbindelse via tv-stikket, og derfor vælger mange også at gå med denne løsning. Igen skal du dog være opmærksom på, at det ikke er muligt at få internet via TV-stikket på alle adresser i landet, og du er derfor nødt til at tjekke hos udbyderne, om det er en mulighed for dig. 

Telefonstikket (DSL)
Bredbånd gennem telefonstikket er en tredje mulighed, du har, når det kommer til at få internet i hjemmet. Denne forbindelse kaldes også DSL, da forbindelsen sker gennem telefonnettet. 

Fordi internetforbindelsen oprettes gennem telefonnettet, har alle husstande i Danmark med et telefonstik mulighed for at få bredbånd på denne måde. Det kan dog variere en del, hvilken hastighed du har mulighed for at opnå med internet gennem telefonstikket. 

Hastigheden afhænger af flere forskellige faktorer, herunder hvilken kvalitet linjen er af. For at benytte DSL-forbindelsen, er det nødvendigt med et DSL-modem. Det er altid muligt hos den enkelte forhandler at læse mere om, hvilke muligheder du har for at få internet gennem telefonstikket hjemme hos dig.

Optimér din bredbåndsforbindelse

Når først din bredbåndsforbindelse er sat op og er klar til at blive taget i brug, gælder det naturligvis om at opnå den højest mulige hastighed med den løsning, du har valgt. Her spiller mange forskellige faktorer en rolle, og faktisk kan du selv gøre en del for, at du får mest muligt ud af din internetforbindelse derhjemme. 

Placering
Oplever du lidt for ofte, at din internetforbindelse svigter eller er langsom, selvom du har valgt en hastighed, der gerne skulle være hurtig nok til at klare alle internetrelaterede opgaver hjemme hos dig, kan du overveje placeringen af din router. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvor den er placeret, hvis du skal opnå den bedst mulige forbindelse. 

Betonvægge kan eksempelvis svække signalet og derudover bør du sætte routeren højt, fx oppe på et skab, da signalet derved bedre fordeles og sendes ud, sammenlignet med hvis routeren står på gulvet. Dette kan du dog læse meget mere om i vores guide til placering af router

Sikre dit signal
Derudover er et godt råd at sikre, at udefrakommende ikke kan koble sig op på dit WiFi-signal. Det sikrer dFu bedst ved at sætte en kode på netværket, som ikke bare lige kan gættes af alle. 

Jo flere der benytter netværket, des mere belastet bliver det og du kan derfor opleve udsving i forbindelsen, hvis der er flere enheder på dit netværk.

Skift udbyder
En mulighed er også at skifte udbyder, hvis du ofte oplever, at din bredbåndsforbindelse ikke lever op til dine behov og krav. I dette tilfælde er det oplagt, at du forhører dig hos de forskellige udbydere for at høre nærmere om, hvad de kan tilbyde på netop din adresse. Derudover kan selskaberne i mange tilfælde være behjælpelige i forhold til, hvilken løsning der bedst vil matche dine og din families behov, når det kommer til en god, stabil og hurtig bredbåndsforbindelse.

Kasper Ottosen

Skrevet af

Kasper Ottosen
Ansvarlig for Tjekbredbaand.dk

Kasper Ottosen har over 8 års erfaring med opsætning og salg af bredbånd, fra hans arbejde som elektriker og Tjekbredbånd.dk

Tjek internet på din adresse

Har du det rette internet til dit behov? Der er penge at spare…

Vil du have besked, når der er gode tilbud på fibernet og bredbånd hos dig?

Ved at tilmelde dig accepterer du Tjekbredbånds Privatlivspolitik og Betingelser.