IP-adresser – hvad er det, og hvordan virker det?

Ikke alle ved, hvad en IP-adresse egentlig fortæller noget om, samt hvem der anvender IP-adresser og til hvilke formål. Det skyldes sandsynligvis, at det er de færreste, der egentlig får et decideret udbytte af at kende til deres IP-adresse, og hvordan den fungerer, når de surfer rundt på nettet. Dog kan der være visse fordele ved at sætte sig lidt ind i, hvad IP-adresserne er for noget, da kendskabet til disse i nogle tilfælde kan gøre dit arbejde og din brug af internettet mere hensigtsmæssig. 

Vidste du eksempelvis, at du har mulighed for at få en fast IP-adresse, som ikke ændrer sig, selvom du hopper af og på et netværk – og du derved kan koble dig på interne netværk på eksempelvis din arbejdsplads uden at være fysisk til stede? Eller vidste du, at puljen med IPv4-adresser snart er brugt op, fordi flere og flere brugere hver dag benytter internettet til diverse formål via diverse devices – og at et nyt system derfor på et tidspunkt skal erstatte det gamle, for at vi har tilstrækkelig med unikke IP-adresser til rådighed? Teknologien bag IP-adresserne kan være en smule vanskelig at forstå, men herunder kan du forhåbentlig blive klogere på, hvad en IP-adresse egentlig er for en størrelse, og hvad den kan bruges til.

Hvad er en IP-adresse?

IP står for ”Internet Protocol”, og en IP-adresse er derfor med til at identificere din computer, når du er koblet op på et netværk. IP-adressen er altså et nummer, som din computer er blevet givet for at kunne skelne den fra andre enheder. Når du logger på dit trådløse WiFi-netværk derhjemme, bliver din computer derfor givet en IP-adresse, og nummeret vil i dette tilfælde være det samme for de øvrige computere, der eventuelt også måtte være koblet på samme netværk. IP-adresser gælder desuden også for mobiltelefoner og tablets, der er koblet op på et netværk, og du kan derfor godt gøre brug af flere forskellige IP-adresser på samme tid, hvis du på en og samme tid anvender flere devices på forskellige netværk. 

IP-adresser er nødvendige, når oplysninger og indhold skal flyttes fra en digital enhed til en anden, hvilket netop er hvad, vi benytter internettet til. For at der derfor kan sendes den rette information til netop din computer behøves et identifikationsnummer, så indholdet havner hos den rigtige modtager. IP-adressen fungerer altså som en form for telefonnummer, så det er den rigtige enhed, der oprettes kontakt til med et givent indhold.

En IP-adresse består som oftest af fire sæt tal, hvor hvert sæt består af mellem et og tre cifre. Tilsammen giver det et unikt identifikationsnummer, som tilhører netop din computer eller lignende enhed. Der er forskellige måder, hvorpå du kan finde frem til din computers IP-adresse, og hvad der er nemmest for dig afhænger blandt andet af, hvilken model du anvender. Når du kobler dig op på et netværk, bliver din computer eller anden enhed oftest tildelt en IP-adresse helt automatisk, og du behøver derfor i langt de fleste tilfælde slet ikke at tænke over, hvilken IP-adresse du har, og hvad den bruges til. Denne proces sker nemlig helt af sig selv, og du bemærker kun sjældent, hvad der sker af ændringer med din IP-adresse, når du anvender dine devices.

Hvad fortæller en IP-adresse?

En IP-adresse indeholder mange informationer – rigtig mange. Den internetudbyder, du har valgt til at levere dit bredbånd derhjemme, indhenter og gemmer eksempelvis oplysninger om, hvilke hjemmesider du besøger, imens du er koblet på deres netværk. Af den grund er det ikke hensigtsmæssigt, at du lader hvem som helst benytte dit netværk derhjemme. I tilfælde af at andre personer besøger hjemmesider, der af den ene eller anden grund kan være i søgelyset på grund af eventuelle lovovertrædelser eller mistanke herom, vil anklagen nemlig ende hos dig, hvis det er dit netværk, der er blevet benyttet under søgningen. Netop det afslører en IP-adresse. Du bør derfor til hver en tid sørge for at sikre dit trådløse netværk derhjemme, så du altid har fuld kontrol over, hvem der kobler sig på forbindelsen. Her er en god og sikker kode vejen frem.

Udover at fortælle noget om, hvilke hjemmesider du besøger, sladrer din IP-adresse også om, hvor du fysisk befinder dig. Dog er denne lokation ikke mulig helt nøjagtigt at se, og du vil derfor ikke komme ud for en situation, hvor du har besøgt en hjemmeside, og hvor så en fremmed person møder op på din adresse kort tid efter. Hvis din nøjagtige placering skal kendes, er det nemlig nødvendigt først at indhente flere oplysninger fra din internetudbyder. Dog er der før fundet eksempler på, hvor nøjagtigt det alligevel i nogle tilfælde er at identificere en person ud fra personens adfærd på nettet. Dette kræver dog, at man bruger både tid og kræfter på at lægge brikkerne sammen, og det vil de færreste have interesse i, når du blot anvender dit internet derhjemme til helt almindelige gøremål. Som udgangspunkt afslører din IP-adresse ikke personlige oplysninger om dig, men i stedet om din internetudbyder, og du kan altså være helt rolig, når du begiver dig ud på diverse hjemmesider på nettet. 

Hvad bruges en IP-adresse til?

At kende til en computers IP-adresse kan være fordelagtigt for flere forskellige parter og i forskellige situationer. Ønsker en given hjemmeside eksempelvis at blokere forbindelsen til siden for en bestemt bruger, er dette muligt ved hjælp af kendskabet til personens IP-adresse. Imidlertid har samme person altid mulighed for at tilgå hjemmesiden igen, hvis blot dette gøres fra en anden IP-adresse, som altså ikke er blevet blokeret fra siden. En sådan omvej kan eksempelvis opnås ved at dele internettet fra en anden enhed såsom en mobiltelefon, der netop vil give computeren en anden IP-adresse, end det før var tilfældet.

Det gælder desuden ikke blot, at hjemmesider kan se din IP-adresse. Også bloggere, der har egen blog eller hjemmeside, YouTubere med egen YouTube-kanal og moderatorer på diverse fora kan gøre brug af at kende til din IP-adresse. Disse kan derfor også blokere for adgangen til siden fra din IP-adresse, ligesom de kan blokere for kommentarer og lignende fra IP-adressen. 

Systemet bag IP-adresserne

Når din computer eller anden enhed bliver givet en IP-adresse, sker dette ikke altid fuldstændig tilfældigt. Der er nemlig et vist system i, hvordan en enhed får tildelt en IP-adresse. Mønstrene og sammenhængene mellem IP-adresserne kan være med til at vise, hvilket land du kommer fra. Af den grund er det muligt for visse hjemmesider at opfange, at du kommer fra Danmark, på trods af at du surfer rundt på udenlandske hjemmesider. I praksis kan dette blandt andet betyde en større brugervenlighed for dig, i og med at den hjemmeside, du besøger, på forhånd ved, hvilket land du kommer fra og derved kan målrette dens indhold mere efter, hvad de tror, dine præferencer er. 

Fast IP-adresse

Der findes to former for IP-adresser: Faste og dynamiske IP-adresser. Navnet ”en fast IP-adresse” afslører næsten, hvad denne angivelse dækker over. En fast IP-adresse ændres nemlig ikke og vil derfor altid være den samme, hver eneste gang du tilgår internettet. Gør du ikke selv noget for at ændre din IP-adresse til en fast IP-adresse, vil den som udgangspunkt altid være dynamisk.

Det kan dog i visse tilfælde være fordelagtigt med en fast IP-adresse, da denne tillader en række muligheder. Arbejder du eksempelvis ofte hjemmefra, og er det nødvendigt for at løse dine arbejdsopgaver, at du kan logge dig ind på det interne netværk på din arbejdsplads, skal du kende din IP-adresse, så du kan videregive denne til din arbejdsplads, hvorefter de kan give dig adgang til det interne netværk. Et andet eksempel på en situation, hvor det er væsentligt med en fast IP-adresse, er, hvis du er udvikler af en ny hjemmeside. Inden den nye hjemmeside skal gå i luften og blive tilgængelig for alle og enhver, vil du og de øvrige udviklere sandsynligvis gerne kunne arbejde privat på siden, indtil den er færdig, og dette muliggøres ved, at I sørger for, at kun udvalgte IP-adresser kan tilgå siden. På den måde blokerer I altså for, at alle kan komme ind på hjemmesiden og se det ufærdige produkt, og I kan offentliggøre siden akkurat, når I har lyst. 

Hos flere internetudbydere er det muligt at betale ekstra for at få en fast IP-adresse. Dog er det ikke alle selskaber, der tilbyder denne løsning, og du bliver derfor nødt til at forhøre dig hos din udbyder, om det er en mulighed for dig. 

Dynamisk IP-adresse

Som tidligere nævnt har din computer i udgangspunktet en dynamisk IP-adresse, hvis du altså ikke selv ændrer på disse indstillinger. En dynamisk IP-adresse ændres, når du tilgår et nyt netværk eller logger på nettet på ny. Din computer bliver altså givet et nyt identifikationsnummer, hver gang du foretager dig handlinger som disse. Anvender du data på din mobil i form af eksempelvis 3G og 4G, vil du altid have en dynamisk IP-adresse, og du har altså ikke mulighed for at få en fast IP-adresse, selvom du er villig til at betale ekstra for det. Det samme gælder ved brugen af mobilt netværk, der netop fungerer på omtrent samme måde, som når du bruger data på mobilen. Her har du altså heller ikke mulighed for at få en fast IP-adresse. Er det derfor mere hensigtsmæssigt for dig altid at have den samme IP-adresse, skal du sørge for at bruge en enhed, der er koblet på dit eget netværk. 

Skjult IP-adresse ved hjælp af VPN

Selvom det er de færreste, der har en egentlig interesse i at kende til din IP-adresse, og som har til hensigt at benytte denne til et formål, du ikke ønsker, vælger nogle alligevel at skjule deres IP-adresse af den ene eller anden grund.

Når du skjuler din IP-adresse, betyder det ganske enkelt, at du skjuler din identitet og færden på nettet. Du kan skjule din IP-adresse ved hjælp af en VPN-tjeneste. Rent teknisk foregår denne proces ved, at din computer eller anden enhed skaber forbindelse til en server, der eksempelvis kan stå i et andet land end der, hvor du befinder dig. På den måde kan det altså se ud som om, at du befinder dig i Danmark, selvom du er på ferie i Italien – eller omvendt.  

VPN er en forkortelse for ”Virtual Private Network”, og denne tjeneste sørger for at ændre din IP-adresse, så du med andre ord går anonymt på nettet. Mange benytter derfor en VPN-tjeneste for at opnå større privatliv, da de derved undgår, at reklamebureauer, diverse internetudbydere og ikke mindst hackere kan følge med i, hvad de foretager sig, imens de er online. Imidlertid er der dog kun i meget sjældne tilfælde faktisk nogen, der kigger med, når du surfer rundt, og de allerfleste vælger derfor blot at have en synlig IP-adresse.

Fra IPv4 til IPv6

Det system af IP-adresser, der er gennemgået heroverfor, dækker over såkaldte IPv4-adresser. Dog forholder det sig sådan, at de tilgængelige IPv4-adresser, der findes, snart er brugt op, og når dette sker, vil der være brug for et andet system, som kan tage over. Udviklingen skyldes i høj grad den massive udvikling, der er sket med internettets og dets muligheder over den seneste årrække. I dag tilgår enormt mange mennesker hver dag internettet, og mange gør det via flere forskellige enheder. Den store brug betyder, at IP-adresserne fra IPv4-puljen er ved at slippe op, og derfor er der snart behov for et nyt system, der kan sikre nye, unikke IP-adresser. 

Det system, der skal tage over for IPv4-puljen, er IPv6-adresserne. For dig som forbruger vil overgangen ikke komme til at have den store betydning, og du vil med al sandsynlighed ikke bemærke, at du på et tidspunkt vil komme til at tilgå internettet via en IPv6-adresse frem for en IPv4-adresse.




Indtast din e-mail og få tilbud og gode råd om bredbånd:

Betingelser