Sådan får du mest ud af din internetforbindelse

En svingende og ustabil internetforbindelse er noget af det mest irriterende, man kan opleve derhjemme. Sådan har rigtig mange det i hvert fald, og fordi vi i dag tilgår internettet mange gange om dagen og til mange forskellige formål, er en dårlig internetforbindelse nærmest uacceptabel hos de fleste. Desværre vil de fleste indimellem opleve, at signalet derhjemme svigter, men heldigvis er der en række tiltag, du selv kan gøre for at sikre, at du får mest muligt ud af din internetforbindelse. Herunder finder du fire gode råd til, hvordan du opnår den bedste internethastighed, ligesom du bliver præsenteret for, hvad du selv kan gøre, hvis internettet lidt for ofte svigter hjemme hos dig. 

1. Placer din router det rigtige sted

Placeringen af din router kan have stor betydning for, hvor godt et internetsignal du vil opleve. Bedst er det naturligvis, hvis du har mulighed for at placere routeren i et rum, hvor den nemt kan sende signal ud til de enheder, der skal kobles på nettet. Her er det væsentligt at vide, at eksempelvis betonvægge kan hæmme forbindelsen, mens gipsvægge meget lettere lader signalet passere. Derudover er det mest fordelagtigt at placere routeren oppe på eksempelvis et skab eller en hylde frem for på gulvet. På den måde får routeren nemlig nemmere ved at udsende signaler i rummet.

2. Sørg for, at kun du kan benytte netværket

Jo flere der benytter samme netværk, des mere belastet – og jo langsommere – bliver forbindelsen. Det siger næsten sig selv. Af den grund er det vigtigt, at du sørger for, at kun du – og naturligvis resten af din husstand – kan benytte jeres netværk. Dette sikrer du bedst ved at sørge for en kode til netværket, som ikke lige er til at regne ud for alle og enhver. Hvis ikke netværket er udstyret med en kode, risikerer du nemlig, at naboer eller andre i nærheden kan koble sig på din internetforbindelse, og det kan altså gøre, at du vil opleve svigt med forbindelsen.

3. Skift udbyder

Det er forskelligt fra udbyder til udbyder, hvor god og stabil en internetforbindelse de enkelte udbydere kan tilbyde på forskellige lokationer. Hvor nogle udbydere kan tilbyde et særligt godt signal ét sted, kan det være, at andre udbydere halter lidt efter samme sted. Hvis du oplever en svigtende internetforbindelse derhjemme, er det derfor værd at overveje, om en anden udbyder kan tilbyde en løsning, der er bedre i dit område. På de forskellige bredbåndsudbyderes hjemmesider kan du tjekke, hvilken form for internet og hvilken forbindelse du kan få på din adresse. Sommetider vil problemet blive løst ved at skifte til en anden udbyder med et kraftigere signal der, hvor du bor.  

4. Brug et netværkskabel

Hvis du har mulighed for at anvende et netværkskabel i stedet for WiFi-signalet, når du skal tilgå internettet derhjemme, vil det som oftest give dig en langt bedre forbindelse. Med et sådant kabel kobler du dig nemlig direkte på internettet, og du undgår derfor forstyrrende elementer, der kan sænke eller påvirke hastigheden på anden vis.

 

 




Indtast din e-mail og få tilbud og gode råd om bredbånd:

Betingelser